Motivation og modstand: Hvad driver landmændene i Åmosen?

Af Mathilde Byrgesen og Karen-Marie Bomholt-Riis

 

Lavbundsjord i Åmosen. Foto: Karen-Marie Bomholt-Riis

Hvordan får vi landmændene med på omstillingen til et grønnere Danmark? Det spørgsmål er ikke bare politisk, det handler om dybt personlige overvejelser for de mange lodsejere og landmænd i Åmosen, som står over for krav om at tage lavbundsjorde ud af drift i forbindelse med Den Grønne Trepart. Svaret på, hvad, der skaber motivation eller modstand blandt netop disse landmænd, er både komplekst og overraskende. For det handler om langt mere end økonomiske hensyn. Det handler om natursyn, identitet, tillid og om ønsket til at blive taget alvorligt og anerkendt som medskabere frem for modstandere af landbrugets omstilling.

Usikkerhed samt mistro som modstandskraft

“Jeg synes jo, at der i treparten bliver fokuseret meget på de der vådområder, hvor man vil sætte mange store engarealer under vand. Og det synes jeg måske ikke er den bedste løsning, hvis man gerne vil have mere natur. [...] Det er der, jeg tænker, at der er ret fint dyreliv i dem [nu], i stedet for at det er bare noget, der står under vand hele tiden”

Landmand, hvis marker bliver påvirket af Den Grønne Trepart

For at forstå, hvordan landmænd i Åmosen forholder sig til den omstilling, der er forbundet til Den Grønne Trepart, besøgte vi i efteråret (2025) fire landmænd, hvis jorde i forskellig grad bliver påvirket af denne. Efter af have besøgt landmændene, været med ude i deres marker og haft samtaler i lader og køkkener samt på gå- og køreture i Åmosens landskab, oplevede vi, at en grundlæggende modstand mod Den Grønne Trepart sjældent bare bunder i modvilje mod forandring eller grøn omstilling. Centralt står derimod usikkerheden og den oplevede tvivl på de modeller og data, som ligger til grund for beslutningen om at udtage lavbundsjorde. Vi lever i dag i et samfund, hvor netop viden om miljø og klima konstant udvikler sig, og hvor ingen kan garantere, at de valgte løsninger er de rigtige.

Denne usikkerhed opleves meget konkret i Åmosen. Landmændene bliver præsenteret for formler og modeller, der skal forudsige CO₂-udledninger og effekter af omlægninger – men mange oplever modellerne som teoretiske og utilstrækkelige over for områdets konkrete og lokale forhold. Som én landmand formulerer det: "Vi skal jo diskutere bl.a. CO₂-udledningerne fra jorden, for de er jo teori funderede".

Resultatet er, at modstanden mod Den Grønne Trepart ikke kun bunder i faglig uenighed, men ofte udvikler sig til generel skepsis og mistillid, som ikke kun er i forhold til de konkrete tal, men også over for myndighedernes intentioner generelt. Flere landmænd udtrykte konkrete oplevelser af, at frivillighed i én aftale kan blive afløst af tvang i den næste. Usikkerheden forplanter sig derfor dybt i landmændene og deres syn på samarbejdet med myndighederne: Ville man stadig blive kompenseret om 10 år? Bliver reglerne igen lavet om uden varsel?

Kampen om naturens betydning og landmandsrollen

“I hører ikke noget andet end natur. Og lyden af natur er? Lyden af fugle, der flyver over marken og…? Ja, lige nøjagtig. Stilhed?. Og dyrene ligger jo inde og slapper af nu. Ja. Men om morgenen og om aftenen, der kommer de ud”

Landmand i Åmosen, rundtur med ham i Åmosen

Noget af det særlige for netop Åmosen er, hvordan oplevelsen af natur og rollen som landmand er til konstant forhandling. Landskabet er ikke bare streger og markeringer på et kort, men et levende felt, hvor grænser, værdier og betydninger forhandles mellem stat, kommune, lodsejere og et væld af interesseorganisationer.

Her skiller Den Grønne Trepart sig ud ved at tilstræbe lokal forankring og frivillighed. Men vi oplevede, at for landmændene føles denne proces stadig topstyret: Naturens betydning, hvad der overhovedet skal regnes som natur, og hvordan landbrugsjord skal forstås, det afgøres ofte med tekniske modeller og embedsmændenes fortolkninger, snarere end med inddragelse af de mennesker, der lever og arbejder i området - og som derfor oplever og definerer naturen anderledes.

Ikke alle landmænd har samme natursyn som myndighederne, og mange oplever, at deres erfaringer og blik på naturen ikke vægtes på linje med eksperternes modeller.

Det er netop her, at kampen om identiteten som landmand bliver tydelig. De landmænd, vi snakkede med i Åmosen, lægger vægt på landmandsfrihed, stolthed og ansvar for både jord og natur. Men de ønsker også at blive betragtet som medskabere af løsningen, ikke som modvillige “miljøsvin”, som en af landmændene forklarede. Når de møder paternalistisk regulering fra centrale myndigheder, risikerer det at forstærke modstanden mod at indgå i myndighedernes forslag til grøn omstilling.

Historien fornægter sig ikke - erfaringernes betydning

Lokale erfaringer spiller en stor rolle. Åmosen har historisk været præget af flere store projekter, hvor manglende reel borgerinddragelse og fejlslagne politiske indsatser har sat sig dybe spor: Mislykkede afvandingsprojekter i 1920’erne og 1950’erne, samt naturgenopretninger i 2000’erne, hvor mistillid og modstand opstod, fordi lodsejernes viden og erfaring ikke blev inddraget.

Erfaringerne har skabt en kritisk årvågenhed: Skepsissen over for Den Grønne Trepart er ikke uden historisk belæg.

Når motivationen alligevel blomstrer

Men det vil være forkert kun at se landmændene i Åmosen som modstandere. Blandt de samme, der udtrykker skepsis overfor data og myndigheder, findes der reelle ønsker om at medvirke til grøn omstilling. I vores samtaler med landmændene, gav flere af dem udtryk for, at de gerne vil bidrage, hvis de bliver inddraget reelt, hvis de kan se meningen med omlægningen, og hvis kompensationen er fair. Det centrale krav er anerkendelse af den praktiske erfaringsbaserede viden og accept af, at løsninger skal tilpasses lokale forhold.

Et konkret eksempel er landmænd, som har åbnet deres marker for målinger af CO₂-udledning i samarbejde med forskere. Deltagelse i forskning og dialogmøder ses ikke blot som legitimation af politiske beslutninger, men som en måde at skabe kollektive løsninger.

Ud fra vores møde med landmænd i Åmosen, vil vi foreslå, at motivation for grøn omstilling bedst styrkes gennem respektfuld, tidlig og reel inddragelse, hvor lokale erfaringer og værdier vægtes, og hvor der ikke kun lyttes, men også handles på input fra landmændene. Samtidig er det afgørende, at rammerne for deltagelse er gennemskuelige, trygge og retfærdige. Den Grønne Treparts løfter om frivillighed og lokal forankring står og falder med, om myndigheder, politikere og interesseorganisationer reelt formår at praktisere åbenhed og partnerskab, ikke bare retorisk, men i den konkrete forvaltning og fordeling af ressourcer og ansvar. Og om der kan skabes en mere ensrettet forståelse af, hvad natur er, og hvordan der bedst drages omsorg for denne.

Modstand og motivation som to sider af samme sag

Debatten om Den Grønne Trepart og udtagning af lavbundsjorde i Åmosen er et spejl på hele Danmarks grønne omstilling: Modstand opstår, hvor erfaringer og værdier ikke anerkendes, hvor usikkerhed og mistro får frit spil, og hvor forandringer gennemføres ovenfra. Motivation blomstrer, dér hvor myndigheder og lodsejere mødes i øjenhøjde, og de faktiske udfordringer og potentialer på det lokale niveau bringes i spil.

For landmændene i Åmosen handler deltagelsen i Den Grønne Trepart ikke kun om jorde og tal, men om at blive anerkendt som ansvarlige forvaltere – som partnere, ikke bare regulatoriske målgrupper. Jo mere transparens, dialog og retfærdighed, desto stærkere motivation og reel grøn omstilling. Det bør være pejlemærket – ikke bare for Åmosen, men for al fremtidig omstilling i dansk landbrug.