Kartoflen efter PFAS: Danmark har brug for en hurtigere vej til biopesticider

Kartoflen er stadig fast inventar i dansk madkultur, men den er også en af de afgrøder, der kræver mest plantebeskyttelse. Kartoffelmarker er Danmarks mest sprøjtede hovedafgrøde, og pesticider brugt i kartoffelproduktionen er årsagen til, at landets samlede pesticidbelastning steg i 2023, selvom det samlede salg af pesticider faldt.

Økonomisk fylder kartofler også meget. I 2023 producerede Danmark kartofler til en værdi af i alt tre milliarder kroner. Det gør kartoflen til en af landets mest værdifulde specialafgrøder. Særligt i Vestjylland udgør dyrkningen af industrikartofler til stivelse en hjørnesten i den lokale økonomi.

Netop derfor er det alvorligt, at kartoffelproduktionen i disse år møder et markant skifte i rammevilkår. Med udfasning og forbud mod PFAS-holdige pesticider siden sommeren 2025 er værktøjskassen blevet mindre. Når færre midler er til rådighed, bliver branchens sårbarhed naturligt større. I en analyse fra april 2024 vurderede Seges, at PFAS‑forbuddet vil resultere i et nettotab på over én milliard kroner for dansk kartoffelproduktion

Konsekvensen handler ikke kun om kartofler. Det er et varsel om, hvad flere afgrøder kan komme til at opleve, når kemiske standardløsninger forsvinder hurtigere, end alternativer kan komme ind på markedet.

Naturens egne løsninger

Når man taler om alternativer, er planteforædling og resistente sorter en vigtig del af svaret - men det er ofte et langt sejt træk, før nye sorter er udviklet, afprøvet og udbredt i stor skala. Derfor er der behov for løsninger, der kan tages hurtigere i brug. Her kommer biopesticider ind i billedet.

Biopesticider er plantebeskyttelse, der bygger på mekanismer, som allerede findes i naturen: mikroorganismer som bakterier og svampe, virusser, eller naturlige forbindelser fra planter. Pointen er ikke at kopiere klassisk kemi, men at udnytte biologiske måder at holde sygdomme og skadedyr nede.

Hvor syntetiske midler ofte består af ét aktivt stof med én dominerende virkemåde, fungerer biobaserede løsninger ofte som kombinationer af biologiske effekter. Det kan gøre det vanskeligere for skadegørere at “knække koden” og udvikle resistens. Samtidig vil mange biopesticider typisk have en anden miljøprofil, blandt andet fordi de ofte nedbrydes hurtigere i naturen end en række klassiske kemiske stoffer.

Biopesticider er derfor ikke kun en “grønnere” mulighed. I en fremtid med færre problematiske kemikalier kan de blive et helt centralt redskab til at fastholde både udbytter, kvalitet og forsyningssikkerhed.

Tung proces

Selvom biopesticider fylder en voksende del af det globale pesticidmarked, er udbredelsen i Danmark fortsat begrænset. Markedet bevæger sig for langsomt. Vores erfaringer og forskning i spændingsfeltet mellem bioteknologi, regulering og brug i praksis peger på, at den største stopklods ofte er markedsadgang - ikke nødvendigvis mangel på ideer eller biologi.

Tre forhold går igen:

1. Godkendelsesprocesser er tunge og langvarige
   EU’s godkendelsessystem er historisk indrettet til syntetiske midler. Når biopesticider reguleres under samme ramme og logik, kan processen blive unødigt dyr og langsommelig i forhold til produktets karakter og risikoprofil.
2. Små markeder giver svagere investeringslyst
   Danmark er et relativt lille marked. Hvis vejen til godkendelse er lang og omkostningstung, vil mange virksomheder naturligt prioritere større lande eller produkter med mere sikker volumen.
3. Skiftet kræver læring hos alle
   At gå fra kendte kemiske løsninger til biologiske kræver ofte ny viden om timing, anvendelse, lagring, kombinationer og integreret plantebeskyttelse. Det påvirker landmænd, rådgivere, myndigheder og leverandører. Biopesticider er sjældent “drop-in”-erstatninger; de virker bedst som del af et samlet dyrknings- og beskyttelsessystem.

Vejen frem

Hvis Danmark vil sikre kartoflens fremtid og samtidig leve op til miljø- og sundhedshensyn, er der især to steder, hvor indsatsen bør målrettes.

1) EU: Skab en regulering, der skelner mellem biologi og syntetisk kemi

I dag behandles biologiske og syntetiske plantebeskyttelsesmidler i praksis inden for samme overordnede regelramme. Det giver et grundlæggende mismatch: Biologiske produkter bør vurderes og håndteres ud fra deres egen virkelighed.

Der er brug for:

• en klar og operationel kategori for biologisk plantebeskyttelse (biokontrol),
• hurtigere og mere proportionelle godkendelsesforløb, og
• krav, der afspejler produkternes faktiske risikoprofil og virkemåde.

Uden en sådan differentiering risikerer EU at fastholde en situation, hvor de store, etablerede kemiske løsninger har lettest ved at overleve, mens nye biologiske alternativer kommer for sent.

2) Danmark: Investér i den kæde, der får løsninger ud på marken

Selv med bedre EU-rammer kommer vi ikke i mål uden national handlekraft. Der er behov for strategiske investeringer, der binder hele innovationskæden sammen: fra laboratorie og pilotproduktion til markforsøg, rådgivning, myndighedskapacitet og implementering.

Det kræver:

• tværfaglig forskning, der samler biologi/biotek, agronomi, jura/regulering og samfundsvidenskab,
• stærkere test- og demonstrationsmiljøer, hvor landmænd kan afprøve løsninger i praksis, og
• kapacitetsopbygning hos de myndigheder, der skal kunne vurdere biologiske produkter effektivt og rettidigt.

Spredte projekter er sjældent nok. Der er brug for en sammenhængende indsats, der gør det attraktivt at udvikle og skalere biopesticider. Det skal være muligt at bruge dem i marken med tillid til effekt og rammer.

Kartoflen er ikke bare en tradition på middagsbordet; den er en værdikæde, et erhverv og en del af dansk landbrugs identitet. Hvis vi ikke får alternativerne hurtigt nok på plads, kan konsekvensen blive, at produktionen skrumper eller helt forsvinder.

Biopesticider kan blive en afgørende del af løsningen. Men potentialet realiseres kun, hvis EU-regulering moderniseres, og hvis Danmark investerer langsigtet i innovation, implementering og tværfagligt samarbejde.